Heimdal præsenterer
Dorte Roholte
Dorte Roholte
Dorte har altid elsket at skrive og fortælle historier. Hun var dog først forbi apoteksvæsnet og et forskningslaboratorium, før hun turde tro på, at skrivningen var en fremtid for hende. Men da hun først tog springet og blev forfatter på fuld tid, gik det stærkt. Hun har siden udgivet tæt på 100 bøger på mange forskellige forlag i Danmark. De fleste af Dortes udgivelser er for børn, men det er også blevet til enkelte udgivelser for voksne.
Temaet gys er hun ofte vendt tilbage til i sine bøger, og hun har hele fire gange oplevet noget uforklarligt.
Ud over sine bogudgivelser bidrager hun flittigt med tekster til ugeblade og magasiner. Dorte bliver aldrig træt af at skrive, og hver morgen kaster hun sig over tastaturet med stor glæde, og hun mangler aldrig inspiration. Inspirationen kommer alle steder fra; hun er mor, mormor og farmor, og så holder hun generelt øjne og ører åbne for en god idé eller historie.
Dortes udvalgte ord:
Alle har ikke én god historie i sig; alle har flere, mange flere.
– Dorte Roholte





