
Kanariemanden af Gudrun Østergaard
Kanariemanden, skrevet af Gudrun Østergaard, er en særpræget lille roman – et kammerspil for to personer og ti kanariefugle. Med få virkemidler og en intens, indre dramatik skaber Gudrun Østergaard et tankevækkende portræt af en mand på kanten.
Hovedpersonen Dannie har siden barndommen levet med indre stemmer, der konstant kommenterer og udfordrer hans valg og handlinger. Det er stemmer, der farver hele hans virkelighed og gør det svært at navigere i livet. Da hans mor dør, blusser det psykiske kaos op igen. For at finde fodfæste forsøger Dannie at adskille den ydre virkelighed fra sit indre virvar af dominerende meninger og stemmer.
Da han adopterer fire kanariefugle fra sin nabo, må han opsøge en dyrehandler for gode råd og vejledning i sit forsøg på at holde fuglene og de seks nyudklækkede fugleunger i live. Et møde, der bringer nye relationer og flere nuancer ind i hans isolerede tilværelse.
Bogen inviterer læseren ind i et øjebliksbillede af en fremtidig overvågningsverden, hvor Dannie konstant føler sig overvåget. På trods af paranoia og kaotiske tanker forsøger han at skabe struktur og mening i sin hverdag – især nu, hvor han har ti fugle at tage sig af.
Kanariemanden er en poetisk, mørk og rørende fortælling om sårbarhed, og forsøg på at skabe kontrol i en kaotisk indre verden.
Inspiration til Kanariemanden.
Forfatteren fortæller, at hun for mange år siden læste teksten Det er et bånd der taler af Rosenbaum og Sonne, 1979. Ud fra interviews med skizofrene patienter samt breve, dagbøger mm. viser forfatterne, at det ud fra en semiotisk teori er muligt at etablere en samtalesituation med svært psykotiske syge. Denne tekst er senere blevet analyseret af Jørgensen og Stjernfelt, 2002, der beskriver, hvordan sproget forandres og sindslidelsen træder frem helt ud i valget af pronominer og passivkonstruktioner, der distancerer stemmerne fra personens selv. Disse tekster har givet inspiration til sproget i romanen Kanariemanden.
“Bogen er en rejse for Dannie gennem en hård sygdomsperiode, hvor fuglene bliver hans vej mod overvindelse af sygdommen. Fortællingen er kærlig og værd at læse, hvis man er til korte bøger med indhold, der skaber stof til eftertanke.”
– fenjascorner

Om Gudrun Østergaard
Gudrun debuterede med sin første novelle i 2008.
Hun skriver til både børn og voksne og nyder den sproglige udfordring ved at skulle tilpasse sig målgruppen.
Hendes udgivelser omfatter ungdomsromaner, romaner for voksne, novellesamlinger, letlæsning samt medvirken i over 30 novelleantologier.
Gudrun bliver ladet op af gåture i naturen, tai chi og kryds-og-tværs.