Heimdal præsenterer
Eva Mosegaard Amdisen
Eva Mosegaard Amdisen
Dengang Eva var lille, ville hun være biolog i Afrika om dagen og forfatter hjemme i Danmark om aftenen. Hun lærte med tiden, at det kunne man ikke – dels fordi Afrika og Danmark ligger pænt langt fra hinanden, men også fordi man ikke bare sådan lige bliver forfatter.
Kærligheden til dyr, natur, bøger og sprog har alligevel fulgt hende hele livet. Læsning og samvær med dyr har været et vidunderligt helle, som har givet ro og tryghed, men også udsyn og indblik på samme tid.
Eva har altid vaklet mellem de to ting: dyr og sprog. Det har givet hende en bachelor i lingvistik og nordisk sprog og litteratur samt erfaring fra mange år som ridelærer i en hyggelig, lille rideklub og tre lærerige år som fodermester i en svinebesætning. Undervejs har hun også i en længere årrække arbejdet som lærervikar i folkeskolen.
Vejen har ikke været lige, men den har ført Eva til lige netop der, hvor hun gerne vil være. For i dag arbejder hun freelance i forlagsbranchen med korrektur, redigering og oversættelse. I fritiden hygger hun sig med sin dejlige familie og sine dyr på et nedlagt landbrug lidt uden for Aarhus.
Og så skriver hun bøger for børn, hvilket er noget af det fineste, man kan få lov til. Det viste sig nemlig, at man godt kan blive forfatter. Og i fiktionen er alting muligt – selv en sviptur til Afrika inden aftensmaden, hvis man skulle få lyst.
Evas udvalgte ord:
”Hav tillid”
Eva Mosegaard Amdisens bøger hos Heimdal
